11 uger efter


 

Nu er det fredag nat igen.
11 uger efter du blev født og døde,
tårene står i stride strømme nedover mine kinder.
Tankerne presser sig på, minderne om
hvordan de alle kæmpede, panikken i deres øjne,
følelsen af, at blive smidt rundt, ud over den ene kant,
hen over den anden, op på alle fire, 
imens jeg kunne mærke dit lille hoved 
mellem mine ben, fornemmelsen af vores baby,
frygten for hvad der skete. Åh nej, lyden af alle træskoene
der kom løbende ned af gangen, døren som gik op hele tiden.
Jeg husker endnu hvordan det føltes, da du endelig kom fri.
Fostervandet og blodet som rendte ned over min bag.
Lettelsen over at du endelig var fri, men frygten tog hurtigt over,
du var så stille og så blå, men dog så fin og stor. Åh nej..
Håbet da du hurtigt kom over på det lille bord, 
angsten for at der ikke kom skrig, frygten for/over
hvordan din far ville blive ked af det, 
håb og angst der fulgtes ad, minutterne gik,
jeg spurgte om der var noget håb, der gik så længe,
uden den lille lyd vi ventede på, uden alt det liv
vi havde mærket hele dagen, i alle månederne.
Jeg læste sorgen i din fars øjne, da også hans håb
forsvandt, da det grufulde gik op for os i al sin magt.
Børnelægen, som måtte gå den tunge gang, ryste
svagt på hovedet og fortælle stille, at hun klarede den ikke.
Det var for hårdt for hende, Åh nej, min elskede mand,
blev ikke den far han havde fortjent, jeg blev ikke den mor
som skulle give dig mad - livet - omsorg, vi blev ikke de forældre
som skulle give dig tryghed og kærlighed igennem livet.
Dine søskende fik ikke lov, at vise hvor meget de glædede sig
til at forkæle, lege og spolere dig. Aldrig var der en eneste mislyd.
Det gør så frygteligt ondt, når jeg kan føle og fornemme tankerne
og atsmofæren den nat på fødestuen, sorgen og omsorgen,
følelsen da din far måtte gå alene ud og ringe, og sige
det blev en pige, men hun klarede den ikke. Åh nej,
det var ikke sådan vi havde regnet med det skulle være.
Smerten, chokket, sorgen og håbet der forsvandt, livet som
randt ud, jeg kan mærke alle følelserne fra den nat,
de gør så ondt og alligevel er jeg så bange for, at jeg en 
dag ikke kan genkalde mig dem. Bange for at glemme.
Du var så kort i vores arme, jeg kan føle dig endnu,
det ønsker jeg aldrig at glemme. Din far kan lugte
dig endnu, duften af hans datter, fornemmelsen
af at holde dig. Det gør så forbandet ondt, 
alligevel vil vi ikke glemme dig, eller være dig foruden.
Josefine, vi elsker dig allesammen.
Din mor, far, Annika og Benjamin.
Sov sødt i din himmel.

 

Tilbage til sorgen og savnet