65 dage er gået


 

Kære lille Josefine.
Nu er det allerede 65 dage siden vi fødte og mistede dig. Vi har siden fået klarhed over at du blev født med 2 store komplikationer, 1 var åbenbart ikke nok, Kære Josefine, vi skulle åbentbart ikke have dig med hjem i live. Suk, hvor gør det ondt endnu, ja, vi tror at det aldrig stopper med at gøre ondt. Tiden hvor er den blevet af? Vi forstår ikke, at der allerede er gået så lang tid. Det føles som om det var igår, ja, at det aldrig har fundet sted. Det kan ikke passe, at vi har mistet den baby vi gik og ventede så længe på. Det kan ikke passe, at Gud eller hvem der bestemmer kan tage så små børn fra os. Det kan ikke passe, at det netop skulle være os. Kan det i det hele taget passe, at vi nogensinde har været gravide. Ja, selvfølgelig kan det det. Vi husker endnu dine kære små spark, dit lille hjerte der slog så fint og stærkt. Husker maven der bare voksede og voksede, husker glæden og forventningen, alle de planer vi lagde. Nogen dage Josefine savner vi dig så meget, det gør så ondt langt inde i vores indre, smerten er ubeskrivelig og kan ikke fortælles, kun dem der ved det kan fornemme den. Tårene bare triller ned over vores kinder og besøgene hos dig på kirkegården gør så ondt. Lille er trøsten over, at du har det så fint, dejlig er trøsten når vi ser, at andre har været hos dig. Vi er ikke alene. Hvor ville vi gerne have haft dig her i vores arme, i din lille seng, i din stuevugge.Vi har dig Josefine i vore hjerte, i vores tanker, vores kærlighed er der ingen forskel på, ja jeg tror vi næsten elsker dig højere end hvis du var her. Nej, det kan ikke lade sig gøre, men vi kan bare ikke rigtig komme af med vores kærlighed til dig. Du skulle have haft så mange kys og knus. Du skulle vugges og synges for, du skulle have haft så meget, også af dine store søskende, Benjamin og Annika, du kan tro de også savner dig vanvittigt meget. De forstår heller ikke hvordan det kan være du ikke skulle være hernede hos os på jorden. Du Josefine, vi håber at du leger oppe i din himmel, med alle de andre kære små, vi har mødt nogle af deres forældre, og du kan tro de forstår vores smerte, de har jo selv en lille engel. 
Det er så svært at undvære dig Josefine, det gør så ondt. Du var så fin, stor og stærk, men du kunne ikke holde til ikke at få ilt til sidst og til at sidde fast. Du kæmpede ellers bravt. Jeg kunne mærke dine spark, du sparkede for at komme fri af din navlesnor der ikke gav dig ilt. Jeg forstod bare ikke, at det var det du forsøgte at forklare.Gid jeg havde. Vi ville så gerne have haft dig her. Men du vil altid være i vores hjerter. Vi vil aldrig glemme dig, vi vil altid mangle dig, du har en kæmpe plads i vore hjerter, en plads der smerter, en plads der trods alt også er stolt og glad. du var så fin. og du er vores lille pige. Vi elsker dig, lille Josefine. Sov sødt.

 

Tilbage til sorgen og savnet