År 2000 rinder ud


 

Året som alle talte så meget om, i 1999. Ja, det blev for os et minderigt år. Desværre også et meget sorgfuldt år. Ingen havde forestillet sig, at det blev på den måde vi mindes året 2000. Glæden blev vendt til sorg. 
Sorgen kaster lange skygger. Mange forventer at nu er den borte, overstået og erstattet med glæden over den lille nye som forhåbentligt kommer til os i live, og som får lov at blive hos os. Ingen kan og må være i tvivl om, at glæden er der. Men livet i maven bringer også sorgfulde minder, om den lille pige vi havde der, hun som var så fuld af liv. Ingen kunne vide, at de kære små spark ville ophøre med et. At de sidste kraftfulde spark var de sidste. Vores kære lille smukke pige. Hvorfor skulle det blive så hårdt at blive mor og far for dig. Ingen ny lille pige eller dreng vil kunne erstatte den plads du har hos os. Ingen glæde kan fjerne savnet af dig. 
Lige nu, her hvor jeg skriver lidt om dig, om livet nu. Ja, så er det 259 dage siden vi mistede dig, omtrent ligeså mange dage, hvor vi vidste vi ventede på dig. Men sorgen og savnet bliver ikke mindre af den grund. 
Julen som netop er overstået bragte mange tanker om alt det som skulle have været hvis du var hos os. Vi imødeså den med gru, men klarede os igennem den. Vi gik i kirke til julegudstjenesten. Det var hårdt at sidde lige der hvor din lille kiste stod. Men samtidig følte vi dig i vores nærhed. Vi følte trøst ved præstens ord, en samhørighed vi ellers ikke kender. Vi følte at der fik vi lidt jul med dig. Vi så på de smukke lys din farmor og farfar havde tændt for dig, dagen før. Og så den smukke krans farmor havde lavet fra os alle. Det var koldt og din fine buket du fik d. 14 var helt frosset til. Men smukt var det alligevel. 
Vi havde også købt en fin lysestage til juletræet, et smukt lille hjerte, med dit navn på. Desværre blev det ikke helt som vi havde forventet. Men vi tændte lyset igen for dig herhjemme. Ligesom vi flere gange hver uge tænder lys for dig på din grav. Og ser efter at der er fint hos dig. Her om vinteren er der ikke så meget vi kan gøre hos dig, men vi har brug for at være der. Hver gang vi ser, at nogen har været forbi hos dig, så varmer det i vores hjerter. At nogen husker på dig og dermed os. 
Hvordan vi er kommet igennem året, kan nogle gange virke som en gåde. Hvordan vi lever videre uden at miste forstanden. Savnet og sorgen river stadig i os. Det gør ondt, nogle dage meget og andre dage er det til at leve med. De gode dage, kan vi se håbet og glæden. Det nye lille liv og sparkene i maven bringer ikke kun forventningens glæde, men også frygten og angsten og alle minderne om fødslen, klip for klip kommer der små bidder forbi inden i hovedet. Voldsomme billeder, blandet af familiens sorg. Og især din fars sorg og fortvivlelse rammer mig hårdt. Frygten for at miste igen, og ikke kunne få lov at se glæden og kærligheden ved at give din far en lillebror eller søster til dig. Ja, det skræmmer mig. Alle siger, at det ikke kan ske flere gange for de samme, men ja, det er jo dem som ikke ved hvad det er, at miste en del af sig selv. Og at miste det vi sammen har skabt i vores kærlighed. Men vi skal tro på, at vi denne gang for lov at beholde Benjamin, Annika og Josefines lillesøster eller bror. Og selvfølgelig tror vi det, men angsten sidder alligevel og stikker sit grimme ansigt frem.
Jeg oplever tit og stadig, at være glad, tryg og lykkelig, for i næste øjeblik at få klumpen i halsen og tårerne i øjnene, og føle smerten. Alle tankerne omkring Josefine, ventetiden på hende og ikke mindst den katastrofale fødsel. Tankerne om begravelsen, om dem som kom og dem som sendte blomster. Tankerne om, om nogen kunne have forhindret det skete, om hvorfor det lige netop skulle ramme os. Tankerne om, om det nogensinde holder op med at gøre så ondt. 
Vil det blive nemmere når den lille nye kommer??? Vil smerten blive forstærket ved at se og opleve alt det vi ikke fik lov til med Josefine?? Vil vi kunne "nøjes" med at føle stoltheden og glæden over det korte vi fik med Josefine?? Vil andre kunne forstå, at ingen ny kan erstatte Josefine. At uanset, så vil vi stadig have lov at mindes og savne vores datter. At uanset, så vil hun altid være en del af vores liv. 
Men ingen skal heller være i tvivl om, at de store vi har og de næste vi får også er en meget vigtig del af vores liv. At ingen kan erstatte en af de andre, at ingen er mere værd. For nogen virker det voldsomt, den tid vi bruger på sorgen og minderne. Og på at passe graven. Men alle skal I huske på, at det er det eneste vi kan for vores datter. Og selv om hun desværre ikke er hos os, så er hun ikke helt borte. 
Hun vil altid være med os, som et savn, en sorg og en smerte. Men også stolthed over så fin og smuk hun var. 
Den første tid af året var en glædens tid. Vi blev gift i al hemmelighed, men med masser af kærlighed. Forventningsfulde gik vi april i møde. Håbet og drømmene om alt det vi skulle, fyldte vore hjerter. Ingenting blev som vi havde ventet. Og heldigvis kunne vi ikke ane, at det endte sådan med vores datter. Havde vi vist det så var vi nok blevet skøre. Men selv den hårdeste oplevelse, den største smerte, kunne ikke fjerne vores drømme helt. Vi vidste hurtigt, at vi ville prøve at give dem alle 3 en søster eller bror. De "professionelle" mener jo, at man skal vente et helt eller halvt år. Men vi valgte at sige, at hvis vi skulle tro på at Guds mening var at Josefine skulle hjem igen så hurtigt, ja så måtte han også have en mening om, hvornår vi skulle blive gravide igen. Så ja, måske er vi lidt hurtige, men hvem kan fortælle os hvornår vi ellers er klar, hvornår vi har lagt Josefine på plads? Hvornår vi er kommet så og så langt i vores sorg? Hvem kan beskrive, hvordan det føles når sorgen er ovre?? Kan den blive "ovre"?? Vil den ikke altid følge os i en eller anden form?? Som savn og smerte.!! 
Vi tror ikke, at det vil gøre mindre ondt, uanset om vi havde ventet et år. Uanset om vi havde termin en anden måned. 
Vi tror og håber, at Benjamin, Annika og Josefines søster eller bror vil hjælpe os i savnet, vil give os glæde og berige vores liv lidt mere. Vi er begge glade for, at vi trods alt har de store børn som også har brug for os og vores omsorg og kærlighed. Vi har i fællesskab klaret os igennem året med håb, glæde og sorg. Det er og har været hårdt for os og ikke mindst Josefines store søskende. De har tidligt i deres liv, mødt døden og den smerte den giver. De savner stadig deres lillesøster og hun betyder meget for dem. Det har været hårdt for os som forældre, at se på den smerte. Især den som kommer af, at mange tror, at de ingen sorg eller smerte føler ved tabet af deres lillesøster. Men for dem har det været en brutal lære af livet. Drømme som blev knust. Kærlighed som blev sorgfuld. Hun vil aldrig af dem blive glemt. Forhåbentligt kan hun give dem styrke og en lære i livet som kommer dem til gode senere. Heldigvis har de begge, søde kammerater som kigger forbi Josefines grav og derigennem giver dem støtte. 
Og heldigvis for os alle, er det i vores tid mere tilladt at tale om døden, og dens sorger. Og heldigvis har vi igennem Landsforeningen til støtte ved Spædbarnsdød fået hjælp. Og også igennem denne mindeside for Josefine. 
Nu nærmer sig det nye år, og vi ønsker for alle og os selv, at det nye år giver mere lykke end sorger. Med tak for den hjælp og støtte vi har fået.

Tilbage til Sorgen og savnet