Bedsteforældre


 

D. 31.maj 2000.

Jeg ved i grunden ikke rigtig hvor jeg skal begynde, men vil alligevel starte et par år før du blev født, lille Josefine. Din far havde i flere år levet et omtumlet liv, og vi var meget bekymrede for ham, men pludselig i april 1998 skete der noget med ham, han havde fået øjnene op for nogen værdier her i tilværelsen og takket være hans arbejde med fysisk og psykisk syge mennesker og nogle gode kollegaer. Vi, hans forældre, var selvfølgelige nervøse for, at han ville få tilbagefald, men nej, han var stædig og vi er stolte og glade på både hans og egne vegne. Januar 1999, mødte han din dejlige mor og dine ligeså dejlige søskende. Første gang vi hilste på dem var til fastelavn midt i februar, vi var meget glade, og det var dejligt at få noget liv i huset. Det var jo ikke så ofte vi havde besøg af Laura, din kusine som bor i Odense, og lille fætter Nikolaj var i vente til maj 1999. Vi var bare så lykkelige, nu havde vi 3 dejlige børnebørn og så lille Nikolaj d. 15. maj 1999. Så var der 4, og et par måneder senere fik vi den glade nyhed, at du lille Josefine var i vente, og et par uger senere, at Laura skulle være storesøster. Så det var bare så pragtfuldt alt sammen, og vi fulgte de to voksende maver med stor forventning og glædede os meget til jeres ankomst.          Men natten til fredag d. 14. april brast det hele, da din far ringede og fortalte, at din livslinie ikke var længere end til lige at titte frem, og så holde dine små øjne lukkede for evigt. Din mor og far tog dig med hjem og vi kørte hjem til jer, vi så dig, vi rørte ved dig. Du var bare så smuk, det var ikke til at fatte at du ikke skulle være blandt os, men vi føler at vi kender dig og du vil altid være i vore hjerter. Vi vil snakke om dig, vi vil tænke på dig, vi vil når vi går nede i haven sige og tænke, at det måske var dig Josefine, der skulle have haft det første modne jordbær eller hindbær, eller vi skulle plukke nogle smukke blomster i haven, eller du kunne være sammen med de andre små, til at ødelægge bedstefars nysåede eller nyplantede bed, ja tusinde tanker farer igennem hovedet. 
Begravelsen var en smuk, men sorgfuld oplevelse, der var så mange smukke blomster og din lille kiste syntes så lillebitte, det var også en stærk oplevelse at se din far bære dig til graven, det var og er bare så ufatteligt at du ikke skulle være hos os. 
Vi syntes det er en smuk sten Benjamin, Annika og din mor og far har hentet til din grav fra dit andet fædreland Norge.
Det er en stærk oplevelse, at stå og se dit navn præget i den lille smukke sten, når man ser sit eget efternavn, som man jo også ser på ens forældre/svigerforældres grav, men de havde jo ligesom levet et langt liv, men du Josefine skulle være en af vore efterkommere. Gud i himlen hvor gør det ondt.
Den 10. maj blev Laura storesøster til William og for os bedsteforældre og alle andre i familien, var det en stor lettelse da det var overstået, vi var simpelthen så bange og nervøse så det er helt ubeskriveligt. Og for os som har Josefines fødsel i så frisk erindring, synes vi heller ikke Williams fødsel var uden komplikationer, men heldigvis gik det godt.
Vi syntes det har været utroligt svært i forbindelse med Josefines og Williams fødsler, lille Josefine som ikke fik lov at blive hos os, sorgen, savnet og det at selvfølgelig være lykkelig for lille William. 

Vi håber ikke at vi sårer og støder nogen med disse blandede følelser, men I sønner , svigerdøtre og børnebørn, I skal vide at vi elsker jer alle og at vi er her for jer. Kærligst OS.


Kære Josefine.
De smukke blomster som du skulle have været med til at plukke, vil din bedstemor plukke og sammen med din bedstefar sætte på din lille smukke grav. Nogle gange vil vi græde, andre gange sige noget til dig, du lille Josefine, vil altid være en del af os.

ALT FOR HURTIGT 
ALT FOR KORT
MEN DET LILLE NÚ
ER ALTID VORT.

Kærligst Bedstemor og Bedstefar.

 

Tilbage til Breve til Josefine