Efter fødslen




Om morgenen efter vores værste nat. Vores morforældre havde været her og taget del i vores sorg og vi skulle prøve at sove lidt inden de store børn ville komme herud. Og inden den søde børnelæge ville komme forbi igen, for at tale med os om det vi havde oplevet og hvad vi skulle videre frem. Om natten havde børnelægen vist talt om at lade Josefine obducere, men det var Lars ikke i stand til at give samtykke til lige på det tidspunkt. Jeg selv var nok i en tilstand uden for mine følelser og havde taget den praktiske og styr på det hele, side frem. Heldigvis har og havde jeg læst meget om andre i samme svære situation før, endda længe før vi selv ventede os. Jeg har altid læst meget og om mange forskellige ting. Så jeg vidste, at det bare ville være så vigtigt at få taget billeder, og få Josefine med hjem, og ellers forsøge at gøre mest muligt, i den korte tid der var. Jeg tror, jeg fortrængte min sorg, eller var mest i chok over, at det forfærdelige var kommet til os. Og jeg havde så utroligt mange følelser for min elskede mand, syntes det var forfærdeligt for ham at skulle opleve det, i stedet for det dejlige vi havde drømt om. Jeg var ikke i tvivl om at jeg nok skulle klare det, og heller ikke i tvivl om, at jeg var utroligt ked af det, men jeg mente at jeg kunne vente med at tage mig af mine fortvivlede følelser. Jeg var ikke i tvivl om at jeg ville gå fuldstændigt i opløsning, men jeg skulle lige tage mig af alle de andre først. Også mine store børn, som havde glædet sig som gale til at vi skulle have en baby med hjem. Jeg var meget rolig lige efter det var sket, men fattede overhovedet ikke, hvordan det kunne være rigtigt at den dejlige skønne pige, som var så stor og flot ikke levede. Alt det liv jeg havde mærket hele vejen, ja, selv hele vejen under fødslen. Ufatteligt, stadig meget svært at forstå nu ca. 6 uger efter og jeg tvivler på om jeg nogensinde forstår.
Da vi lå i hver vores store seng med Josefine i hendes lille vugge, husker jeg mest de forfærdelige mågeskrig udenfor, jeg blev gal på dem over at de kunne larme sådan, imens vi lå der med vores lille døde barn. De burde holde deres kæft og vise respekt for de døde. Jeg begyndte at stortude over at det forfærdelige kunne ske, over den store sorg og smerte jeg havde påført min elskede mand, over at vores lille vidunder var død. Sådan lige med et, fra at havde fin og perfekt hjertelyd til ikke at have nogen. Bare hun ikke har mærket noget. 
Fødselslægen, tror jeg, kom ind tidligt om morgenen for at vække os, hvis vi sov, så vi kunne være klar til at tale med børnelægen. Alle var jo medfølende og chokeret. Børnelægen kom og talte om, at de havde talt om at sende Josefine i MR scanning, for at se om hun havde haft en blødning i hjernen. For at se om det var derfor, hun ikke kunne reagere på genoplivningsforsøgene. Vi aftalte også at lade Josefine obducere, så vi kunne få at vide om der var noget galt med hende, noget vi ikke kunne se. Udenpå så hun sund rask og fin ud, 4470 g. 54,5 cm. stor og flot. Annika og Benjamin var imellem tiden kommet sammen med morforældrene, de var kede af det, og forstod jo ikke hvordan det kunne være at babyen kunne være død. Det har børn jo heldigvis ikke fantasi til at tænke på. Ja, nu har de det jo nok, livets hårde skole har lært dem det. De fik begge set og rørt ved Josefine, men de håbede så inderligt at lægerne kunne få hende til at trække vejret og det lille hjerte til at slå igen. Det gjorde vi voksne også. Min storesøster og svoger kom også, og fik set Josefine. Det var ikke nemt for dem heller. Vi ville meget gerne nå at få Josefine med hjem, og vi ville gerne væk fra det grimme stygge sygehus, så vi kørte hjem et par timer, men var nødt til at skulle tilbage igen, for at Josefine kunne blive scannet, så det blev kun til et par timer, hvor også farforældrene og Lars´ ene bror nåede at komme og se og sige farvel. Vi fik taget lidt billeder herhjemme og det er en rigtig dejlig ting.
Efter scanningen måtte vi lade Josefine blive på hospitalet, det var svært at forlade sit lille barn. Svært ikke at skulle have hende med hjem, sådan som vi havde regnet med. Jeg tudede hele vejen hjem. Måske kunne vi havde fået lov at have hende med hjem igen, vi var for chokeret og forstenet til at tænke selv, set i bakspejlet ville jeg meget gerne have haft mere tid til at sige farvel. Og jeg havde det forfærdeligt med at tænke på at Josefine lå derude helt alene og i kulden. Vi ville gerne være kørt derud igen, men vi vidste ikke rigtigt, hvordan vi skulle gribe det an. Vi skulle jo også have talt med præsten og bedemanden og det var jo blevet weekend. Og det var nogle kæmpeskridt at skulle tage og alt føltes så svært og umuligt. Alt foregik i slowmotion, tankerne kværnede rundt hvordan skulle vi vælge at gøre det, hvad kunne vi klare, sorgen over at have mistet gjorde forfærdeligt ondt på os alle. Virkeligheden var fjern og livet nærmest gået i stå. Heldigvis kom vi frem til at vi ville gøre alting så godt og flot som muligt. Det er vi glade for i dag. Jeg tænker på nogle ord jeg læste om en præst der havde sagt til andre forældre: "Tag altid de sværeste løsninger på spørgsmålet. Dem der gør mest ondt, det er dem der er den bedste terapi og hjælper godt bagefter".
Jeg har bagefter selv tænkt, at nogle af de ting vi valgte hjælp til, at måske kunne vi have klaret dem alligevel. Heldigvis fik vi selv givet Josefine en fin rød kjole på og selv lagt hende i kisten. Om tirsdagen da vi skulle ud i kapellet, ligefrem glædede vi os til at skulle ud til hende igen, til at se hende og røre ved hende. Da vi kom ind i kapellet hentede bedemanden og portøren hende, så vi kunne være sammen med hende inde i det fine kapel, hvor de havde tændt lysene. Vi vidste at de var udenfor hvis vi fik brug for hjælp, men moderkærligheden er lige intakt, selv om ens baby er død, så jeg kunne hurtigt få givet hende en lille fin hue på, så det skjulte det kæmpe sår efter obduktionen i hende lille hoved. Det er det værste at tænke på, at de har kigget i hende fine hoved. De har selvfølgelig og så kigget på hendes krop, men hovedet var det værste at tænke på, hvorfor ved jeg ikke helt. Vi Lars og jeg fik givet hende kjolen på i fællesskab. Det var svært, hendes lille krop var jo kold og stiv, men vi fik varmet hende lidt imens, så hun blev lidt blødere. Hun kunne været smeltet, hvis hun kunne føle al vores kærlighed til hende. Håber hun fornemmer det, der hvor hun er nu. Vi fik lagt hende i kisten sammen med en lille bamse og en stor løve, som skulle passe på hende. Vi fik lagt brev og tegninger, samt en lille sten fra mormor.
Vi fik sagt farvel. Hjemme kunne vi bare vente på, at det blev onsdag, så vi kunne få hende fint begravet. Det var nogen svære og hårde dage at komme igennem. Men mange af de ting vi var nødt til, som vi troede ville blive umuligt, var forholdsvis "nemt". Det var en dejlig sød præst og rare bedemænd, som forstod bedre end andre, hvad vi var igennem. Bagefter, her i tiden efter, ville jeg gerne have haft mere tid med Josefine, gjort lidt flere ting selv. Men som Lars siger, så ville vi aldrig have følt vi fik nok tid. Vi gjorde tingene, som vi mente det var bedst. Og vi er meget glade i dag for alt vi gjorde for vores Josefine. Nu har vi bare tilbage, hendes lille fine grav, og nu også denne mindeside. Det er rigtig godt og føles rart midt i sorgen og savnet.

 

Tilbage til forsiden