Fødslen


 

Min tredje fødsel og Lars` første startede med at vandet gik, omkring middagstid d. 13.4.2000. Det havde jeg ikke prøvet før, så først var jeg i tvivl om jeg måske havde tisset i sengen eller om det virkelig var nu. Jeg ringede til min søster for at spørge om hvad hun troede og vi blev enige om at jeg hellere måtte ringe til sygehuset da hovedet på babyen ikke stod fast endnu. Så det gjorde jeg, og fik aftalt at falck skulle hente mig, så jeg skulle ned at ligge, men havde i mellemtiden kontaktet Lars på e-mail. Efter at have aftalt med jordemoderen at jeg skulle hentes ringede jeg til Lars` mobil, men han var næsten allerede nået hjem, han arbejder kun ca. 9 km. væk herfra. Nej, hvor blev vi spændte og forventningsfulde, nu skulle vi endelig blive forældre, sådan rigtigt til vores lille kærlighedsbaby. Vi kørte mod sygehuset i Holbæk, jeg i ambulance og Lars efter i vores egen bil, medbringende lift og autostol, for vi havde planlagt at vi skulle hjem hurtigst muligt efter, hvis alt gik som det skulle. Vi blev modtaget på fødegangen af vores "egen" jordemoder som vi havde gået til kontrol hos, det var dejligt. Vi fik lov at blive på fødestuen selvom mine veer ikke var begyndt så meget endnu, men vandet var gået, så den var god nok. Vi var glade og glædede os til at se hvordan det hele gik. Jeg vidste jo fra de to første fødsler at der kunne gå lang tid. Timerne gik og veerne tog til. Vores jordemoder blev nødt til at tage hjem, da hun i grunden kun var bag vagt og der ikke rigtigt var flere fødsler i gang lige på det tidspunkt. Men der kom så en anden som også var meget sød, men da jeg jo var ret længe om at komme rigtigt i gang, selvom jeg nu syntes at nu gjorde det mere og mere ondt, og ikke kunne huske hvor ondt det skulle gøre, så nåede vi lige endnu en jordemoder til som blev hende vi fødte med. Hun var også rigtig sød, så det kan vi ikke klage over. Veerne havde taget voldsomt til i styrke og jeg havde valgt at komme i badekar for at lindre lidt på smerten, det gjorde jo rigtig mere avs end jeg huskede eller også er det fordi som nogen siger at tredje gang gør det mere av. Vores jordemoder skulle lige se, hvor langt jeg var kommet i at åbne mig, og det var tæt på, hun tilbød at jeg kunne blive i vandet, men det havde jeg ikke lyst til. Jeg ville gerne ind og ligge på siden og føde, det havde jeg følt var godt sidste gang, da jeg blev lagt på siden efter at havde ligget på ryggen og kæmpet længe. Vi kom op af badekarret og ind på sengen hvor pressetrangen kom inden jeg fik lagt mig ned, det gjorde av, men var også dejligt at kunne få lov at begynde på den sidste etape, inden vi skulle sidde og nyde vores baby. Jeg skulle lige finde ud af, hvordan det nu var jeg skulle presse, og finde rytmen i vejrtrækning og pres, men da det gik, så klamrede jeg mig til min mands arme imens jeg pressede og pressede det bedste jeg kunne. Hvor lang tid der egentligt gik ved jeg ikke rigtig. Vi nåede midnat og talte lidt om at så havde vi to børn med fødselsdag d 14. i måneden. Jeg fik presset babyens hoved ned så hårtotten blev synlig og Lars fik taget et par billeder imens hovedet var på vej ud. Glæden væltede op i Lars på dette tidspunkt. Vi havde fået hjælp af sygeplejersken til at holde ben imens, det gør de jo ellers ikke mere, p.g.a. arbejdsskader. Jordemoderen kunne lige pludselig ikke finde hjertelyd på babyen og skulle have elektrode på hovedet. det var jeg ikke så vild med, men kunne ikke protestere, da jeg var dybt koncentreret om at arbejde med mine presseveer. Jeg så ikke rigtig hvordan og hvem der gjorde hvad da jeg havde lukket øjnene imens. Heldigvis var sygeplejersken på stuen, for lige pludselig var det ren panik og kaos der herskede på stuen. Imens jeg pressede og hovedet var på vej ud. Kunne jeg lige pludselig høre at jordemoderen sagde: "han skal ud nu. pres pres". Lars og sygehjælperen pressede mine knæ op i panden på mig, men det gjorde så forbandet ondt, at jeg sagde: "nej, det kan jeg ikke det gør ondt". Sygehjælperen fór hen til tlf. eller ringeklokken, jeg ved det ikke rigtigt, jeg koncentrerede mig om at presse alt det jeg kunne, imens jeg blev bange og tænkte: "nej, nej, det kan ikke være rigtigt". Mange følelser og tanker fór rundt og jeg har ikke fået styr på dem endnu, og vi mangler at tale forløbet igennem med de mange, som var med i de sidste lange minutter af vores fødsel. Vores baby sad fast med hele hovedet ude og resten af kroppen inde i mig. Jeg pressede som en gal, det gjorde så ondt, at jeg føler, at jeg var der uden rigtigt at være der. Det vrimlede ind med jordemødre-sygeplejersker-læger-narkoselæge-børnelæge, ja, jeg ved ikke hvor mange, men vi følte tydeligt panikken. Flere jordemødre hev og sled i mine ben, jeg blev vendt om på alle fire, trukket ud over sengekanten i fodenden og over siden. Jeg hjalp til så godt jeg kunne, men det er ikke nemt at hoppe rundt med sin lille baby siddende imellem sine ben, jeg ville jo nødig komme til at skade hende. De pressede og trykkede på min mave, klippede et langt klip helt forbi numsen, de gjorde mange ting, og til sidst fik de hende endelig fri. Hvad de helt præcist gjorde aner jeg ikke i dag, men håber at blive klogere på det senere efter vi har været til samtale på sygehuset. De fik hurtigt klippet navlestrengen og flyttet hende over på bordet hvor der stod mange klar til at hjælpe, de kæmpede og gjorde alt for at genoplive vores lille Josefine, men hun havde siddet fast for længe, ca. 6-8 min, mindst. De prøvede genoplivning i ca. 10. min. Jeg havde nået at spørge inden da, om der var noget håb, men jordemoderen vidste ikke hvordan og hvad hun skulle sige, men til sidst kom den rare børnelæge over til os ved sengen, imens han rystede på hovedet og sagde: "Desværre hun klarede den ikke, der var ingen reaktion overhovedet". Han var meget flink, og fortalte at babyer ikke kan holde til så meget, så den store belastning hun havde været udsat for imens hun sad fast kunne have fået hende til at stå af. Det viste sig at hun havde fået stress til sidst og havde grønt fostervand. Måske havde hun ikke fået ilt. Måske.. Måske en masse ting. Jeg var vel lidt i chok selv, men var på det tidspunkt mest bekymret for min mand, og ulykkelig over at det bare gik helt galt, jeg vidste jo hvor meget han havde glædet sig, jeg havde selvfølgelig også selv glædet mig, men lige i det øjeblik var det mest Lars jeg tænkte på. Endnu husker jeg ikke alt omkring det, det kommer forhåbentligt frem. Vi fik Josefine over til os, jeg sad med hende og aede hende og tænkte: "det kan ikke være rigtigt, hvordan kan hun være død, hun som var så fuld af liv i hele graviditeten og under hele fødslen". Selv imens jeg pressede, kunne jeg mærke hende sparke, det gjorde vanvittig ondt, måske har hun allerede følt vanskeligheder da. Ingen ved det og ingen kan vel nogensinde fortælle os det. Josefine sad fast på tværs af mig, hun fik ikke roteret det sidste drej, hun blev ved at havde hovedet med ansigtet ned. Ikke så mærkeligt at det gjorde ondt, det vidste sig da hun blev målt og vejet senere, at hun var meget større end forventet 4470 gr. og 54,5 cm og var en lille kopi af hendes kære far. Lars fik også holdt hende og grædt, jeg græd først senere, jeg havde hele hovedet fuldt af omsorg og bekymring for Lars. Jeg var dog fuldt ud klar over at jeg også var dybt chokeret og ulykkelig. Alle var berørte af det skete og nogen af pigerne stod med armene rundt om hinanden og græd. Vi fik taget billeder med det samme og har i dag fine billeder af Josefine. Jeg blev syet. Bagefter imens jeg sad med min dejlige datter og aede og kiggede på hende, jeg kunne føle og mærke moderkærligheden vælte frem i mig og fattede ikke hvordan hun kunne være død. Alt det liv der havde været. Ikke til at forstå. Lars måtte gå den tunge gang og ringe til vores forældre og fortælle den triste besked. Jeg følte med ham, det er ikke nemt at ringe og skulle fortælle det, imens han selv var helt færdig af sorg og chok. Jeg kom i bad og Lars sad imens med vores datter. Vi fik et værelse hvor vi kunne prøve at sove. Hele dette forløb strækker sig over flere timer. Mine forældre kom ud på sygehuset og var meget kede af det på vores og egne vegne, faktisk har jeg aldrig før hørt og set min far græde, det gjorde også ondt på mig at jeg var skyld i at så mange mennesker blev kede af det, i stedet for, som vi havde håbet, at de skulle blive glade. Personalet var meget søde og hjælpsomme, børnelægen især, husker jeg. Vi blev enige om at mine forældre skulle gå den tunge gang til de spændte store søskende, som sov hos min storesøster, for at fortælle dem den sørgelige besked. og for at hente dem ud på sygehuset så de kunne se deres lillesøster.

 

Samtalen på sygehuset

Tilbage til forsiden