Forrådt af min krop


 

Min krop, hvordan kunne du!
Du gav hurtigt liv, til vores lille baby,
allerede efter få dage gav du tegn,
en boblende fornemmelse, et lille sår
på min læbe, kriblen i mine bryster, 
håb, kæmpe håb i mit hjerte, forventningens glæde
over, at skulle fortælle babyens far, at baby var på vej.
Jeg kunne ikke lade være med at købe en bog.
For på tryk at læse om alle de forskellige tegn,
at læse om hvordan det ville være at vente nr. 3,
hvordan det ville være at være 34 og gravid.
Min krop, du tog ikke fejl, babyen var på vej.
Du kæmpede og sled, vi skabte i fællesskab
vores fine lille Josefine.
Ventetiden var lang, kroppen voksede,
brysterne blev spændte, ammedepoterne
kom til. Min glæde over at skulle bruge min
krop til at give mere liv, mad og kærlighed til
babyen vi havde lavet sammen. 
Men du min krop, du glemte at hjælpe mig
i de sidste minutter af vores kæmpe arbejde under
fødslen, mange timer havde vi arbejdet sammen,
taget imod den ene ve efter den anden. 
Smerterne blev større og større, men glæden
bankede på, jo tættere vi kom,
men lige med et, 
babyen sparkede i mit indre, hårdt og meget 
kraftigt, to tre gange, det gjorde meget ondt, 
presseveerne rullede igennem min krop.
Du min krop, du havde kludret i det, du havde ikke 
levnet plads til navlesnoren, ej heller plads til
den sidste rotation, eller var det fordi at livet var ebbet ud,
ud af vores lille baby, var det derfor hun sparkede?
Var det derfor jeg følte mig omtåget.
Følte mig forladt, nej nej lød i mit hovede, nej nej
det kan ikke være rigtigt, ikke os, der må ikke ske noget.
Men du min krop, du glemte at lade Josefine komme helt ud 
i en fart, måske kunne hun have reddet livet, men nej, hun sad fast.
Alt for længe, selvom tiden var kort. 
Nu sidder vi her, mig og min krop, ene og forladt,
kroppen er tom, ingen liv i min mave,
brysterne og maven hænger, ammedepoterne fylder,
men hvad skal jeg bruge dem til. ???
Inde i min krop er der et kæmpe hul,
tomt og dog fyldt med smerte.
Kan jeg nogensinde lære at leve med hul i min krop?
Kan jeg lære at fylde hullet med glæde over den dejlige 
og fine velskabte datter vi tre lavede i fællesskab.
Dig, mig og Josefines far.
Kan vi fylde hullet med stolthed, stolthed over at vi 
skabte dig i kærlighed. Tog afsked med dig i kærlighed.
Begravede dig med kærlighed. Finder blomster til din grav 
i kærlighed. Forsøge at finde fred i vores kærlighed til Josefine.
Hullet er så stort nu, kæmpe stort, ujævnt, kanterne er 
ujævne, korte og stuppede, dog er der bittesmå glimt
af søjler, søjler hvorpå vi kan hoppe, søjler med lidt plads til
glæde, søjler hvorpå vi kan skimte håb.
Håbet om at møde glæden, Håbet om at du, min krop, vil give 
lidt spæde tegn igen, om at Josefine vil leve videre i glimt, i spejlet 
af sine søstre og brødre. Josefine kommer aldrig igen, men tankerne og følelserne, sammenligninger med, hvordan hun kunne have været, vil altid bestå. Dog vil Josefine altid kun være vores lille baby, 
vores lille baby, der aldrig måtte blive større.
Vores lille fine baby, vores stolthed, vores fællesskab.
Du, min krop, hvorfor kunne vi ikke lige have klaret de sidste
minutter af vores fødsel, bare den sidste lille hurdel, 
jeg føler mig forrådt, af min krop.

 

Tilbage til sorgen og savnet