Malthes fødsel


 

Tiden inden Malthes fødsel, har været lang og svær. Følelserne har været oppe og nede, bange og ikke helt udlevet glæde. Angsten for, at vi denne gang heller ikke fik en levende baby med hjem. For mig, Tina var der også frygten for, at endnu engang at skuffe - gøre min familie ondt, og især min mand. Tænk hvis det værste skete, kunne vi leve med det??
Tanken om at føde selv på naturlig vis, var rundt i tankerne lidt, men jeg følte at det ikke ville kunne lade sig gøre, at min krop og psyke ikke ville kunne tage den voldsomme påvirkning der ville komme, når fødselen kom til samme punkt som da Josefine døde. Eller endda inden. Hvad med navlesnoren, og skuldrene, ville jeg kunne eller ville jeg bryde sammen??
Tidligt i graviditeten besluttede vi, at det måtte blive kejsersnit, ikke at det var meget sjovere at tænke på, idet det altid har været min største angst at skulle skæres i, og bedøves. Men i forhold til risikoen, så var det bedre at gøre det på denne måde, især fordi ønsket om et barn hos os i live var stort. Jeg ville aldrig kunne vælge, at undvære børnene p.g.a. min frygt.
Jeg forventede at blive meget bange og nervøs til kejsersnittet, men stik imod forventning, så var jeg temmelig rolig dagen inden og om natten. Jeg sov ikke så meget, men var afslappet. Og meget spændt. Og bare det at vide, at imorgen kommer vores baby, og vores angstfyldte ventetid vil være overstået, ja det var underligt, men dejligt. Også fordi nu var det så tæt på, og det var lykkedes mig, at holde både baby og mig i live så længe. Nu kom så bare angsten for om noget ville gå galt under kejsersnittet. 
Tirsdag d.17-4-2001, stod vi tidligt op, vi skulle være på Holbæk sygehus kl. 7.00. Jeg var stadig rolig og spændt, og Lars var meget nervøs og pustede tit og ofte, det var jo også en svær opgave for ham, at stå på sidelinien og bare kunne kigge på uden at kunne hjælpe mig eller gøre fra eller til. Josefines fødsel stod jo også lysende klar for os, og for Lars har det været en svær oplevelse at kigge på hvordan de smed rundt med mig og vores baby som var på vej ud. 
Vi var så tæt på nu, og meget spændte og nervøse åh, det skulle bare gå godt, vores baby skulle bare komme ud i live, og jeg skulle bare ikke få nogen komplikationer.
Vi kørte mod Holbæk, underligt at vide, at nu er vi på vej ud og skal føde, uden veer eller lign. Vi ankom til sygehuset, og Lars havde fået nervøs mave og pustede stadig nervøst. Men vi fandt et toilet, og vi gik på hver sit, jeg var hurtigt færdig, og stod og ventede på Lars. Jeg kunne høre ham puste og stønne, og troede at nu kom han, men nej. Mon han var dejset om???? Nej, der gik lidt tid og han kom ud til mig og vi gik til fødegangen.
Der sad allerede et andet par, som også skulle have deres baby samme dag.
Vi fik lov at vente i opholdsstuen, og sad der og trippede. 
Og ind kom vores jordemor fra dengang vi fødte Josefine, hun var rigtig glad på vores vegne, og hun havde vagt,(jubii, det havde vi håbet på). Og hun spurgte pænt om vi ville have hende til at hjælpe os, eller om vi hellere ville se ryggen af hende, men nej, vi ville meget gerne have hende med. Det var jo overhovedet heller ikke hendes skyld at Josefine døde, hun gjorde alt hvad der kunne gøres. Og vi følte, at alle havde gjort meget for os lige efter. Vi ville gerne have de samme mennesker omkring os, fordi vi vidste at de kunne forstå hvis vi reagerede mærkeligt i forbindelse med fødslen.

Fortsættes snarest

 

Tilbage til forsiden