Onkel Michael


En svogers oplevelse.

 

En dag i august 1999 oplevede jeg at se 2 par øjne fyldt med spænding, forventninger og glæde - Ja kort sagt LYKKE.

Jeg oplevede Tina og Lars - 2 mennesker som elsker hinanden, bekendtgøre at de ventede barn.

I de efterfølgende måneder fulgte jeg udviklingen i familien. De 2 søskende, Annika og Benjamin, som snakkede om når lillebror/søster bliver født så ................

De 2 voksne, hvor samhørigheden, glæden og forventningerne voksede dag for dag samtidig med at deres forhold blev styrket.

Engang i Marts måned 2000 hørte jeg for første gang Tina give udtryk for at NU måtte der godt ske noget - maven var vokset og ofte i vejen men glæden overskyggede besværet med lethed.

Jo da tiden nærmede sig og de første forberedelser blev synlige. Aftale om "parkeringsmulighed"  for Annika og Benjamin blev arrangeret.

Hver gang vi var sammen med Tina og Lars blev det mere og mere tydeligt hvad dette barn betød for dem - ønskebarnet skabt af kærlighed. Jo - Tina og Lars's øjne fortalte dette med al tydelighed. 

Glæden og håbet smittede af på mig og blev måske forstærket for mit vedkommende - da et gammelt ønske om selv at få et barn kom op til overfladen igen. En oplevelse, som jeg fra naturens side er frataget.

Endnu flere forberedelser blev synlige - Lars gik ikke ret langt væk fra hans mobiltelefon. Tiden var ved at være inde til den vigtige opringning.

Vi - mig og min familie - gik på jagt - hvad skulle vi finde på som fødselsgave ? Mange ideer blev vendt og vi fik snævret ideerne ind til noget praktisk.

Een dag i april - d. 13. - omkring middagstid ringede telefonen. Hej det er Tina -  Jeg ved ikke om det er nu - men ......... Samtalen var kort og vi fik Tina til at kontakte hospitalet med det samme.

Så gik det pludseligt hurtigt.

Telefonen ringede igen - Det er Tina igen - Falck er på vej og Lars er på vej hjem fra arbejde. Gider I hente Annika og Benjamin - de har fri kl. 13.30. Selvfølgelig gad vi det - giv os et praj når I ved noget.

Lars ringede omkring kl. 18.00 for at give os de sidste nyheder. Vi afventer stadig - kan ungerne sove hos jer ? Vi ved ikke hvornår der sker noget her. Da vores unger også skulle op og i skole var dette ikke noget problem - så selvfølgelig blev de hos os.

Aftensmaden blev måske lidt improviseret; men alle blev mætte - lektier lavet og ungerne puttet i seng omkring kl. 21.00. Vi 2 voksne blev hængende oppe - hvem kan sove når søster / svigerinde er ved at føde ? Aftenen blev fordrevet med lidt TV men omkring midnat vandt dynen dog over os. Telefonen blev tjekket en sidste gang inden lyset blev slukket.

Op igen omkring klokken halv syv - sætte kaffen over og vække ungerne og igang med morgenmaden. Pludselig ringede det på vores hoveddør - udenfor stod svigermor og svigerfar. Det gule alarmlys begyndte at blinke ultra kraftigt.

Med ganske få fagter og hovedbevægelser gik den grufulde sandhed op for os voksne.

At opleve Annika og Benjamin's eksploderende glæde og deltagende spørgsmål omkring mor og den nye baby - ændre sig til 2 børn med matte og tomme øjne som igen blev afløst af angst for deres moder og absolut ingen forståelse for det som var sket var smertefuldt.

Vores egne to knægte fulgte trop - en mærkelig stemning lagde sig over vores lejlighed.

Sorg, Tomhed, Fortvivlelse samt en følelse af afmagt ramte os voksne.

Uret gik i stå - alt stod stille - hvad nu - hvad gør vi - en masse praktiske ting skulle klares; inden vi kunne tage ind på hospitalet til Tina og Lars.

Vi nåede frem omkring kl. 09.30 og måtte stoppe op udenfor døren og trække vejret tre gange inden vi gik ind.

At stå ansigt til ansigt med 2 mennesker - man holder af - som er ramt af den største tragedie, man kan rammes af er ubeskriveligt svært !

At se sorgen, fortvivlelsen og tabet i deres øjne !

At stå der og ikke kunne gøre hverken fra eller til.

Alle de ting, som falder een ind virker platte og ikke særligt velplaceret.

Hvad kan man gøre - Intet.

Og alligevel - jeg tror på at vores knus, vores nærhed, vores håndtryk og ikke mindst vores tårer fortalte mere end ord.

Nu ca. 2 måneder efter, er der stadig et savn - et savn og nogle tanker, som vil blive i familien resten af livet.

Vi skal acceptere det som skete - uanset hvor svært det end er. Vi kan håbe på at den slags hændelser bliver færre og færre.

Ingen familie, intet menneske har fortjent denne oplevelse.

Ære være Josefine's minde

Med mine dybeste følelser

Jeres svoger Michael

 

Tilbage til Breve til Josefine