Moster Eli


Kære lille Josefine

 

Hvor  gør det dog ufatteligt ondt og hvor er det ufatteligt, at du alligevel ikke skulle leve og vokse op iblandt alle os som havde glædet os til, at elske - følge - opleve - passe og ikke mindst forkæle dig.

Dine to fætre Daniel og Jonas ville havde elsket, at lege og tumle rundt med dig. De ville havde vogtet og passet på dig.

Den dag din mor ringede og sagde, at det var vist nu du skulle komme til verden. Der hentede din onkel Michael og jeg din storebror Benjamin og storesøster Annika fra skole for at passe på dem, mens din mor og far fik dig ud i livet.

Hele dagen talte dine fætre og søskende om hvor spændende det var og om du blev en pige eller dreng? De alle håbede på du blev en pige for så var Annika ikke den eneste pige i flokken. Vi ventede alle spændt på, at telefonen ville ringe og , at din far ville fortælle, at nu var det overstået og at alle 3 havde det godt.

Virkeligheden blev dog desværre en hel anden. Fredag den 14. april 2000 er en dag der altid vil bestå i erindringen. Kl. ca. 7 kom din morfar og mormor, vi var lige stået op og skulle have alle sendt i skole. Jeg var med det samme klar over, at der var noget galt. Mormor og morfar ville ikke havde været kommet ellers. Jeg så med det samme sorgen og fortvivlelsen i deres øjne. Det første de viskede til mig var " hun klarede det ikke "  Lige i det sekund  troede jeg de mente din mor for jeg kunne jo ikke vide om du var en pige eller dreng. Men så fortalte de at alt var gået galt og at du havde siddet fast og så forstod jeg, at det var dig.

Det var den mest forfærdelige morgen i mit liv. En ting som står lysende klar endnu, var da din storesøster kravlede op i sofa'en mellem din mormor og morfar. Se den jublende glæde i Annika's øjne da de fortalte din mor havde født en pige og så den brutale ændring, da de fortalte at du ikke klarede den. Det er næsten ikke til at bære.

Mormor og morfar tog dine søskende med ud på hospitalet for, at de kunne komme ud og se dig og for at trøste dine forældre. Din onkel og jeg ville så følge efter når dine fætre var sendt i skole.

Det var med mange blandede følelser jeg tog afsted, jeg var sønderknust og vidste ikke helt om jeg kunne klare, at se dig, jeg havde aldrig set en der ikke var i live før. Men idag er jeg lykkelig for at jeg så dig, du var så yndig, så stor og så perfekt, at det simpelthen var ufatteligt, at du ikke trak vejret.

Hvorfor det skulle ende sådan vil vi aldrig kunne forstå. Hvilken mening er der i at et par som dine forældre, som elsker hinanden så højt skulle gå i 9 måneder og være så lykkelige og forventningsfulde og lave et barn så perfekt som dig og i den grad glæde sig til det kærlighedsbarn som du var; for så bare at miste dig med det samme? Ja det vil vi nok aldrig rigtig kunne forstå. Det virker så uretfærdigt og meningsløst. Men det gør det sikkert også for alle andre som oplever sådan en tragedie.

I dag har du kære lille Josefine det mest yndige lille gravsted, som dine søskende går meget op i at passe og pleje så du ligger så fint som muligt, med flotte blomster og nogle fine tegninger de har lavet til dig. Det trøster os en smule, at vi kan besøge dig der og bede til, at du har det godt deroppe i din himmel.

Kære Josefine

du vil forevigt være elsket og savnet

Din Moster

 

Tilbage til Breve til Josefine