Præstens tale


 

Begravelse i Vig Kirke onsdag d. 19/4-00 kl. 14.
Josefine Heidrun Salomon-Steffensen.
Salmer: 696 - 44 - 488 - 35. Ved graven: Altid frejdig.

Jesus siger:" Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke en af dem flader til jorden uden jeres Fader er med i det. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve."

Der er ikke mange steder i Det nye Testamente, hvor vi kan finde et stærkere udtryk for, hvor værdifulde, hvert eneste menneske er i Guds øjne. Selv antallet af vore hovedhår kender han, siger Jesus. Og dermed mener han, at vi kan stole på, at Gud kender os helt ind i det allerinderste af vores krogede sind. Der er ikke noget, der er skjult for gud - eller fremmed for ham. Gud forstår os bedre, end vi forstår hinanden - og bedre end vi forstår os selv.

Enhver spurv og ethvert menneske er Guds skabning, og vi siger da også i kirken: "Gud bevare din udgang og indgang fra nu og til evig tid."  Gud vil bevare os, som en der hører ham til, under al vor færden, fra vi går ud i livet , til vi vender tilbage til Ham, og ud i al evighed.

Vi kan have tillid til , at Josefine var i Guds hånd - og at hun er det stadigvæk, og vil være det altid. Gud vil bevare hende. Derfor kan og skal livet gå videre i fortrøstning til, at Gud også vil være nær hos enhver, der må leve med sorgen og fortvivlelsen over at have mistet hende.

Selv om vi bliver tavse, og det bliver så svært at finde ord for det, som er så forkert. Små piger skal vokse, græde, smile og senere løbe omkring og lege. De skal ikke ligge så stille.

I Det gamle Testamente tales om et " Ramaskrig" og det ville måske være på sin plads her, et Ramaskrig, for Rakel græder over sine børn og vil ikke trøstes, fordi de er borte. Der er ingen ord, der alligevel rigtig slår til. Ingen enkel trøst, ingen nemme forklaringer.

De ord, som vi kan sige i dag, er ord der kommer til os udefra. Fra ham som lovede at være med os indtil verdens ende. " og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende", sagde Jesus. Det gør os på ingen måde usårlige eller urørlige, livet kan stadig gøre ondt, nogle gange mere end det er til at bære. Det beskytter Gud os ikke imod.

Vi kan så spørge: "Jamen hvad laver han så egentlig, sidder han så bare deroppe, fjern og utilnærmelig i sin himmel, optaget af andre ting?" Men på det spørgsmål er der kun et svar: Gud var der til stede på hospitalet fredag nat, han var der hele tiden, ligesom han er her nu.

Vi må ikke glemme, at der har været et liv - Josefines liv. Hun har været her, om end det blev så kort. Hun har været her ganske lidt.

Livet er stærkere end døden. Nederlagene findes, de fortvivlende nederlag, hvor alt synes at høre op, men vi har Guds ord for, at det aldrig vil blive det sidste. Vores døde får vi aldrig tilbage, men livet kan oprejses.

Vi kan ikke gøre det alene, det er ikke i vores magt, men Gud kan, og det er her, hans magt er. Han forhindrer ikke døden, men han genrejser livet, og det er noget ganske andet. Det er det, den tomme grav påskemorgen siger. Gud genrejser livet, og ikke en spurv falder til jorden, uden at han er med i det.

Vi må holde hinanden fast på, at selv når det synes umuligt at finde et tilfredsstillende svar på hvorfor dette dog skulle ske, så er det ikke det samme som meningsløshed. Fordi lige meget hvor fortvivlede vi er, lige meget hvad der sker, så er der stadigvæk en mening med hver eneste menneske. At vi hører til hos Gud, at Gud er os nær, hvad enten vi lever på jorden eller i evigheden, fordi Gud elsker hver eneste af sine skabninger - og kender os.

Gud sendte sin søn til os, fordi han kender os og han ved, at vi har brug for Jesu ord til os om Gud. Vi har brug for at få at vide, at Gud er os nær. Der findes ingen smerte, ingen sorg, ingen fortvivlelse, som Gud ikke vil dele med os, og der findes ingen følelser og ingen handlinger, som Gud ikke vil forstå og tilgive.

Det var det , Jesu ville fortælle os med sine ord om spurve. Han vil fortælle os, at hos Gud finder vi en kærlighed så stor og så slidstærk, at den er større og stærkere, end det vi ellers kan forestille os ud fra vores menneskeliv. Den kan tåle vores glæde og sorg. Den kan tåle vor fattige tro og vores vrede mod Gud, når alting synes håbløst. Der er intet, der kan skade os i vores forhold til gud - uanset hvad der sker, hører vi Gud til.

Guds kærlighed bevarer os i vores udgang og indgang. Gud fulgte sin søn gennem livet og døden og frem til opstandelsen - og sådan vil gud også følge hvert menneske gennem livet og gennem døden og frem til opstandelsen. Gud følger Josefine, som han følger enhver af os - for intet menneske falder ud af Guds hånd, hverken i livet eller i døden.
Amen.

Af præst Lise Bonne. Vikar ved Vig Kirke.

 

Tilbage til Begravelsen