Samtalen på sygehuset


 

Endelig efter at have ventet tålmodig i lang tid, fik vi endelig indkaldelsen til samtalen vi havde ventet på, vi var blevet lovet samtale med de involverede personer ca. 4 uger efter fødslen. Brevet kom først d. 31 maj og hvor blev vi kede af det og skuffede, det var slet ikke dét vi havde ventet. Koldt og helt uden følelser. Ordret lyder det således: "Kære Tina. Vi har nu modtaget svar på prøverne, som blev taget under din indlæggelse på G-1 i april måned. Vi vil derfor tilbyde jer en samtale, hvorfor jeg har reserveret tid i svangreambulatoriet. Onsdag d. 14-6-2000, I skal møde i svangreambulatoriet(!!!) og tilstede vil være overlæge XXXXXX (ukendt for os). Med venlig hilsen og mulighed for at ændre tiden hvis vi ikke kan. sekretæren 1". Hvilket chok, d. 14-6. 2 mdr. dagen for Josefines fødsel og død. Og vores store søns fødselsdag. OG UDEN DELTAGELSE AF DE INVOLVEREDE!!!. Heldigvis blev Lars så vred og ked af det , at han straks ringede og fortalte at vi var dybt skuffede, og at det ikke var hvad de havde lovet. Sekretæren2.: sagde at det jo ikke var så nemt at få til p.g.a. vagtskemaer, dette vidste vi godt kunne være problematisk, derfor ventede vi længe i tavshed. Men vi fik ændret tiden til d. 21-6-2000, og måske, kun måske, kunne vi være heldige at møde vores jordemoder. Suk, chok og vrede og dyb skuffelse dækker kun dårligt over vores følelser. Heldigvis blev vi ringet op d. 2 -6 -2000, og sekretæren 1. havde forsøgt at hidkalde 4 implicerede til en samtale med os, så hvis vi kunne, (undskyldende at det var med kort varsel) så var der en tid d. 6-6-2000, og selvfølgelig kunne vi det.
Dagen oprandt med nervøs venten. Frygt for at skylden kunne placeres på Tina p.g.a. svigt under sidste presseveer. På Lars fordi han har brede svømmeskuldre og lidt kilo på bagen (maven). Frygt for at samtalen ikke ville hjælpe (håbet svandt sammen med brevet). Men heldigvis, så var de 4 der kom til samtalen rigtig søde medfølende og dygtige til deres fag. Jordemor, fødselslæge, overlægen (obstetriker-gynækolog) og "vores" børnelæge. Vi havde en dejlig samtale som varede 2 timer, hvor vi fik spurgt og spurgt og heldigvis sat fødslen på plads og forklaring på panikken. Det viste sig at Jordemoderen havde ringet efter hjælp 2 gange fordi ,1. gang var hjertelyden væk i de sidste 3 presseveer, derfor sagde hun at babyen skal ud nu, først derefter ser hun at Josefine sætter sig fast. Der kom hurtigt hjælp og de kæmpede virkelig for at redde vores barn. Og de roste endda Tina for at have samarbejdet, chokkeret men fattet, uden at blive hysterisk og i panik. Vores fødsel var ikke bare normal, men optimal, desværre bare ikke de sidste minutter. Obduktionen vidste ingen tegn på unormalitet, og de mente efter at have gennemgået det igen, at Josefine måtte have fået afklemt navlesnoren inde i livmoderen, derfor var der ikke hjertelyd, den sidst målte var 35, og ikke som normalt omkring 140-160. Så faktisk var der opstået 2 svære komplikationer. Josefine satte sig meget grundigt fast, så selv om Jordemoderen kunne få fat med 2 fingre på hver hånd omkring barnet, så kunne hun ikke rokke hende en smule og forsøget på at få armen med ud først kunne heller ikke lade sig gøre, så fast sad vores lille Josefine. Vi fik talt om hyppigheden og den er ekstremt sjælden. 3-4 dødsfødsler om året er der på vores sygehus.( Medfølende tanker sendes til de andre ramte). Komplikationen havde heller intet med størrelsen på Josefine at gøre hverken skuldre eller vægt, det samme kan ske med meget mindre børn, de havde personligt kendskab til en hvor vægten var 1kg. mindre. Så vi fik manet vores frygt om skyld i jorden. Og havde det væsentligt bedre på vej hjem end derud. Selvom vi stadig ikke rigtig fatter at det er os det hele handler om, at det ikke er en dårlig film, at vi bare tror vi har været gravide. Sorg og chok fylder stadig det meste af vores følelser. Men vi skal jo acceptere fakta, forstå det om vi kan, og finde os i det, simpelthen fordi der ikke er andet at gøre. Men hvor gør det ondt. Vores arme er så tomme, vores stuer så stille. Men tak til "vores" personale der hjalp os et lille skridt videre i vores bearbejdning. Og hvor vi altid er velkomne hvis vi har brug for det.
Det lykkedes os at få dem til at ændre proceduren ved brevskrivningen og lidt i omgangen med os på fødegangen. Men vi vil skrive et brev både for at takke for hjælpen vi fik (efter at have protesteret) og forslag til hjælp for dem som kommer efter os.
Desværre.

 

Tilbage til forsiden