Savnet og sorgen


 

Savnet og sorgen lille Josefine, er for dem som ikke kender det. en ufattelig svær størrelse, selvom vi aldrig lærte dig at kende ud over tiden i vores mave, så savner vi dig utroligt meget. Det gør vanvittigt ondt indeni, det føles nogengange som en propel som snurrer rundt indeni hurtigere og hurtigere og flår os i stumper og stykker. Beskrivelsen som vi alle hører om det store tomme hul indeni, det har vi nu lært betydningen af. Nogen dage føler vi et kæmpe hul en tomhed så stor, andre dage knuger det hele sig sammen.Tårene hober sig op og må ud, hulkende og nærmest skrigende falder vi sammen og dog så prøver vi at holde os oppe. Indimellem føler vi en glæde så stor over at have fået så fin en datter, så velskabt og fin. Glæder os over alt det gode vi gjorde imens du lå trygt og godt i moders mave. Tænker tilbage på tiderne hos jordemoderen og dit lille hjerte som bankede så flot og lød så stærkt. Tænker på alle dine mange kraftige spark og rotationer, nogle gange var du ved at vælte din far ud af sengen, og din mor på gulvet når hun lå på sofaen.Ja, du var så fuld af liv, hele dagen hvor vi ventede på at du skulle komme ud til os, gud hvor vi glædede os. Jeg havde længe set frem til at se din fars øjne fulde af tårer, men lille Josefine, det skulle have været glædestårer over endelig at blive far til helt sin egen lille baby, og ikke alt denne sorg og savn. Lille Josefine, du kan tro vi tænker på dig hele tiden, tænker på al den kærlighed du skulle have modtaget og al den kærlighed du skulle give os, din mor og far dine søskende og familie. Kære Josefine, du kan tro at dine søskende sender dig al den kærlighed de kan, og det samme gør vi alle. Du bliver aldrig glemt, så længe vi andre lever. Måske mødes vi igen en dag, måske tager du imod os når den dag kommer, imellemtiden lille Josefine, håber vi at vi kan gøre dig til storesøster og hjælpe andre forældrer som mister deres kære små. Du Josefine giver os styrken, du skal ikke have været her forgæves. Blev du til en kærlighedsengel så er det mindste vi, dine forældre kan gøre, at dele ud af vores kæmpekærlighed til andre, men selvfølgelig også bevare den kærlighed som du blev skabt i. 
Kære Josefine, når vi er hos dig oppe ved din lille have på kirkegården, så glædes vi over så fint du har fået det, men hvor ville vi gerne have haft dig herhjemme hos os, det gør så ondt når vi tænker på at du ligger så stille dernede i din lille kiste, så kold og at du aldrig skulle blive større, aldrig smile til os og holde dine små buttede arme omkring vores halse og hive os i håret, aldrig løbe rundt og le over en lille sommerfugl. Så er det så ufatteligt det hele, så ufatteligt at det virkelig er os det handler om, at det ikke er et mareridt vi vågner op af nogensinde. Det gør så ondt, at tænke på at vores lange ventetid er ovre, maven er væk men der mangler noget, dig, min lille skat du skulle have været her i mine arme, ligget ved mit bryst, ligget og bøvset hos din far. Forkæles over alle grænser, forstyrret vores nattesøvn, ja det gør du jo på sin vis også, men det er unægteligt noget helt andet, smerten som holder os vågne længe, savnet som intet kan erstatte. Ingen kan tage din plads i vores hjerter. Ingen kan erstatte dig, men dine søskende kan heldigvis få glæde af den kærlighed du skulle have haft, den del vi ikke kan få afløb for på anden vis. Heldigvis kan du få meget her igennem, her på din mindeside, vi tænker lidt på når vi sidder her og tænker på dig, at alle signaler herfra runder din himmel, så du ser og mærker dem håber vi. Kære Josefine, vi savner dig så meget, længes efter at give dig alle de knus du skulle have haft. Kære Josefine vi håber du mærker dem alligevel. Vi elsker dig. Sov godt.

 

Tilbage til sorgen og savnet