Synsk - Overtro


Synske mennesker. Fup eller hvad? Overtro eller?

Jeg, Josefines mor har i mange år ment at der er mere mellem himmel og jord end vi fleste ved og har styr over. Og at der en en mening med de ting der sker. Engang for ca.7 år siden, da jeg gik i legestue med mine to store børn, snakkede vi om, hvor forfærdeligt det var for forældre hvis børn døde. Jeg tror snakken kom sig af at vi i denne legestue kendte en familie, hvor det dog var moderen som døde under-efter fødslen. Jeg mente da, at det måtte være meningen at de små børn døde, at deres livs lys ikke var længere. At det ikke var meningen at de skulle leve længere. Jeg tror at jeg stadig mener det. Men, hold op, hvor er det svært at overbevise sig selv om, når jeg selv har mistet min lille pige. Det er et tab så stort og en sorg så tung.
Det jeg vil prøve at fortælle her er om mine egne oplevelser om ting jeg har "set/drømt". Tidligere har jeg vidst når nogen af mine veninder og gamle bekendte har været gravide, uden at have snakket og set dem længe. Et eks., en aften hvor et vennepar skulle komme forbi og jeg lavede mad. kødsovs med forskellige krydderier da stod jeg med bøtten med rosmarin, og sagde: "nej, det må jeg hellere undvære, hun er jo gravid" , min veninde altså. Og ganske rigtigt. Et andet eks. en morgen på vej ud af sengen "så" jeg at min anden veninde var gravid og jeg oplevede det på en sådan måde , at jeg gik direkte ind og ringede for at fortælle hvad jeg havde oplevet. Hun benægtede, med det resultat at jeg nok var den der sidst fik det af vide. For det var rigtigt. Hun syntes bare det var så ubehageligt.
Flere og andre gange har jeg oplevet at vide ting, uden grund.
Det er lidt ligesom et gen i min familie.
Det jeg i grunden vil fortælle om er nogle mærkelige drømme jeg havde under graviditeten. 
Den ene gang drømte jeg at vi havde fået en pige og jeg så mig selv i hospitalets seng i hvidt tøj og med mine store børn oppe i sengen, hvor jeg følte at det var dem jeg måtte drage omsorg for, og imens kom der nogen ind på stuen og spurgte: "hvor er din baby"? og jeg sagde forvirret: "det aner jeg ikke", og det vidste sig i drømmen at hun var på en helt anden etage og jeg havde ikke givet hende mad eller tænkt på at være omsorgsfuld. Jeg vågnede op med en dårlig samvittighed og tænkte på hvor dårlig en mor jeg havde været i drømmen på hvordan jeg kunne have "glemt" at passe mit nye lille barn. Det var ikke rart, så jeg var nødt til at fortælle om drømmen til en veninde og min mand.
Tit drømmer jeg nogle forvirrede drømme og havde en drøm senere, hvor jeg var til en slags nytårsfest og skulle se smart ud og det tøj jeg havde på var mildest talt ikke for smart. Jeg havde jo facon som en der lige havde født, med deller og alt det. Så jeg ville hjem og skifte, så jeg gik ud i regnvejr og gik op af en vej, op ad bakke, jeg gik og gik og kom ingen vegne, tøjet faldt af mig, men alligevel kom jeg hjem til mine forældre. Der i drømmen sad de i sofaen og var meget kede af det, men de havde fået min lille pige med hjem, jeg havde bare efterladt hende på hospitalet for at feste! Så gik jeg ind på min fars kontor og der sad pigen i tremmesengen som stod midt på gulvet. Nyfødt, men istand til at sidde op i sengen. Der sad hun en lille krøllet trold med hendes fars kære øje, og sekundet efter med nogle lyse øjne lidt som en ulv eller andet dyr. Jeg tog hende op og sagde: "min stakkels lille pige, hvordan er det jeg behandler dig og undskyld, undskyld" ,forsøgte at give hende bryst, men det ville ikke lykkedes, (hun havde fået en is af mormor og morfar, så hun behøvede ikke noget). Hun kunne endog tale og fortalte mig at hun skulle nok klare sig, så jeg kunne bare gå til fest. Hun var en kær lille pige i min drøm. Lignede sin far.Den drøm var på det tidspunkt så tilpas skør så den fortalte jeg endda til mine store unger da jeg kørte dem i skole en dag, det grinede de meget af.

Det vidste sig at vi virkelig fik en lille pige, som lignede sin far på en prik. Hendes øjne så vi aldrig. 
Bagefter syntes jeg jo det er mærkeligt og, ja, uhyggeligt, at jeg kunne drømme at det var en pige, at jeg ikke rigtig havde hende hos mig og ikke kunne passe hende rigtigt. Måske det var et syn, et varsel, som jeg heldigvis ikke kunne tyde. Så jeg nåede da at opleve spænding og forventningens glæde over vores lille kærlighedsbarn.

Min Mor som er den i slægten jeg har "arvet" genet fra, har også haft mange "underlige tanker og fornemmelser" under denne graviditet, som hun ikke har oplevet i de andre graviditetet. Hun har heldigvis 4 levende børnebørn og får forhåbentligt ikke flere til rækken af døde børnebørn. Det ville være for grumt.

 

Tilbage til forsiden