Ventetiden


 

Ventetiden på Josefine startede omkring den 28.april 1999, hvor det var dagen Lars og jeg aftalte at lægge P- Pillen på hylden, til trods for at vi ikke havde kendt hinanden længere end fra januar samme år, men vi er og var ret sikre på at vi er bestemt for hinanden, men det er en anden historie. Vi er dog temmelig glade for hinanden og har aldrig været uvenner eller lign. Jeg glædede mig meget til at skulle være gravid igen og til at skulle være den som gjorde Lars til far. Vi er begge glade for børn og har arbejdet i Børnehave. Lars har været flere steder og i mange år. Der gik ikke så længe før end jeg mærkede de første spæde tegn på at en baby var ved at flytte ind. Allerede i sommerferien havde jeg en lille forhåbning, og jeg købte en bog om graviditet inden jeg var gået over tiden. Jeg kunne næsten ikke vente til at det blev tid til at tage en graviditetstest, men der skal jo gå lidt dage. Jeg lavede en test en lørdag hvor mine store børn var hos deres far, og Lars var på arbejde. Stor var min glæde da den viste den lille streg i vinduet. Timerne sneglede sig af sted indtil Lars havde fri fra arbejde så jeg kunne overrække ham prøven. Hvilken dejlig dag og stor var glæden i Lars` øjne. Selvom jeg med min indbyggede forsigtighed fortalte om, at vi ikke kunne være sikre på at babyen blev inden i maven, men når de første tre måneder var gået kunne vi være nogenlunde sikre. Tiden gik og vi glædede os mere og mere jo flere uger der gik. Tilfældet ville at også mine tre fætre ventede sig samtidig, så vores oldemor på 86 skulle have fire oldebørn fra marts til juli år 2000, og Lars` bror skulle også have baby i april. Tiden gik uden nogen problemer kun lidt sukker i urinen de sidste par uger men ikke noget alarmerede, vægten blev forøget med ca. 10 kg. Trætheden var enorm men jeg passede meget på mig selv og sov meget, hvilede og spiste og drak med meget omtanke på vores lille baby i maven. Spiste også vitamintilskud, hvilket jeg ikke normalt gør, men alt ville jeg gøre for at vores baby skulle blive fin og komme godt til verden. Vi drømte og lagde små planer om hvad vi skulle med vores tre børn til sommeren og forestillede os alt det dejlige vi skulle sammen, og netop sammen med vores lille kærlighedsbarn som skulle være prikken over vores gode og dejlige liv. Jeg specielt glædede mig meget til at opleve og se Lars` stolthed og glæde over endelig at blive far til helt sin egen. Ikke at der er tvivl om at "mine" er vores børn, og at de alle elsker hinanden meget højt. Vi planlagde som forældre jo gør når de venter sig, alt det dejlige vi skulle opleve og drømte om, hvordan det skulle blive. Skønt skønt troede vi jo. Jeg gik hjemme fra december og indtil vi skulle føde hvilket jo blev d. 14.4.2000, men fødslen startede d. 13.4.2000. Der var lidt tegn på veer inden da, så Lars ventede spændt på at jeg skulle ringe i mange dage inden. Vi var hos jordemoderen, en vikar, om tirsdagen d.11.4. 2000, og alt stod fint til, babyen blev skønnet til at veje 3800 g, så på vejen hjem sagde jeg at nu måtte det gerne snart blive så babyen kunne komme ud, mine to andre fødsler har været seje og lange, med babyer på 3400 g og 3550 g. Så den nye blev jo større, men bange var jeg ikke, hverken for smerterne eller andet. En fødsel er jo ingenting i hvert fald bagefter og når det går godt. Jeg glædede mig bare til at se resultatet af vores lange ventetid. og til at se hvem der boede derinde og mest af alt til at glæde min elskede mand med vores baby. Jeg var og er slet ikke i tvivl om at vores baby kunne have fået så meget kærlighed og opmærksomhed fra alle sider i familien så 24 timer i døgnet kunne komme til at være for lidt. Vores baby var ventet med glæde og håb. Men nogen eller noget ville det anderledes, og måske vidste jeg det godt. Se synsk/overtro.

Tilbage til forsiden